Unge kvinder i søndagstøjet med rosenkranser og bønebøger. Størstedelen af roepolakkerne var katolikker, og det stod i deres kontrakter, at de fik fri på katolske helligdage. Foto: Museum Lolland-Falster
Polakkerhuset i Ringsted kloster 1915. Foto: Ringsted Museum og Arkiver.
“RØDPOLER”
I perioden 1893-1929 kom et stort antal unge polakker til at arbejde i Danmark hovedsageligt i landbruget på Lolland og Falster. I 1914 var der omkring 14.000 polske sæsonarbejdere i Danmark, beskæftiget med dyrkning af sukkerroer. I alt bosatte cirka 3.500 polske arbejdere sig permanent i Danmark.
Mangel på arbejdskraft i slutningen af 1800’erne bragte et stort antal sæsonarbejdere til Danmark fra områder som Polen og Ukraine. Tre fjerdedele af disse var kvinder, og mange var under 20 år. Størstedelen var romersk katolikker, hvis menighed i Danmark derved blev firedoblet inden for få år.
I 1911 tegnede de polske arbejdere sig for 3,8% af landbrugsarbejdere i Danmark. De fleste af disse blev ansat til dyrkning af sukkerroer, som mælkepiger eller
i andet landbrugsarbejde, mens nogle få var ansat i teglværker eller i tørvemoser.
De første 400 polakker kom til Danmark i 1893. Deres antal steg til 1914, hvor der kom omkring 14.000 polakker til Danmark. Efter Første Verdenskrig faldt antallet af sæsonarbejdere til omkring 1400-1500 om året i årene 1924-26.
SUKKERBEDEFELTERNE
Indførelsen af både sukker og foderroer i den danske landbrugsproduktion i 1870’erne førte til en akut mangel på arbejdskraft, ikke mindst på grund af en udvandring fra landdistrikter til byområder og fra Danmark til for eksempel USA på samme tid.
Roedyrkning er arbejdskrævende. Arbejdet blev udført i hånden, og en arbejder kunne kun dyrke 3-4 hektar jord med roer. Det betød, at Lolland og Falster havde brug for 4000 arbejdere i roesæsonen, der strakte sig fra det tidlige forår til det sene efterår. I 1911 tegnede polske arbejdere sig for mere end 27% af landbrugsarbejdere på Lolland og Falster. Arbejderne fik derfor hurtigt tilnavnet “roepolakker” (rødbeder).
14-TIMERS ARBEJDSDAG, SAMLER OG FATTIGE BETALING
Arbejdet i roemarkerne var fysisk hårdt. Arbejdsdagen strakte sig ofte fra 5 om morgenen til 7 om natten. Da arbejde nogle steder blev betalt som akkord, var den lange arbejdsdag ikke upopulær, da det betød, at arbejdere kunne tjene ekstra penge ved at arbejde længere timer.
Polakkerne blev rekrutteret af organiserede tysktalende agenter-den såkaldte “Aufsehere”, der normalt rejste rundt i Galicien om vinteren og underskrev kontrakter med unge arbejdere. Nogle blev også sendt til Danmark gennem de såkaldte importforeninger, der leverede arbejdere til danske og tyske arbejdsgivere.
Aufseher sørgede ofte for transport og indkvartering af arbejderne under deres ophold. Polakker blev indkvarteret i såkaldte kaserner-dvs. store sovesale, hvor de sov i køjesenge og fik hver et skab. Disse kaserner tilhørte ofte de større godser eller fungerede som fælles indkvartering for arbejdere ansat på de mindre gårde. Nogle arbejdere boede hos de lokale arbejdere på gården, hvor de var ansat.
Efter kritik af betingelserne for landarbejdere, blev der i 1908 vedtaget en ny lov, der blandt andet skulle sikre, at polakkerne fik bedre boligforhold.
FRA SÆSONARBEJDER TIL IMGANTRANTER
Med udbruddet af første verdenskrig i 1914 blev ca. 7-8000 polske arbejdere var fanget i Danmark. Mange mænd ønskede ikke at gå i aktiv tjeneste. Mellem 3 og 4000 polakker tog permanent ophold i Danmark – mange fordi de havde stiftet familie.
I 1920 blev polske arbejdere garanteret de samme betingelser som danske arbejdere, og i 1929 førte stigende arbejdsløshed i Danmark til, at den danske regering stoppede importen af polske arbejdere.
RIGTIGE ARBEJDSBETINGELSER
Efter kritik, især fra fagforeningerne, af arbejdsvilkårene for landarbejdere, blev der i 1908 vedtaget en lov til beskyttelse af udenlandske arbejdere, kendt som “Polaklov” (den polske lov). Det sikrede, at arbejderne skulle have en kontrakt, bedre boliger og forsikring mod ulykker, og det regulerede lønudbetalinger, men ikke vederlagets størrelse. Det sikrede, at enhver arbejdstager skulle have et aflåseligt skab til mad og en æske til kartoflerne, der ofte var en del af lønnen.